Får og geder

Dyrlæge John Jacobsen har mange års erfaring med behandling af og tilsyn med får og geder.

Gennem mange besøg og megen efteruddannelse har John skabt sig viden og erfaring om mange af de sygdomme, der kan ramme de små drøvtyggere. Både geder og får, der for øvrigt er helt forskellige dyrearter at arbejde med.

Derfor kan vi tilbyde at aflægge besøg for at undersøge og behandle både får og geder, når de er ramt af sygdom. Det kan være sygdomme som:

  • Indvoldsparasitter
  • Hudparasitter og uldtab
  • Huldvurdering, specielt drægtige dyr
  • Appetittab
  • Stofskiftesygdomme
  • Drægtighedssyge
  • Haltheder
  • Klovsygdomme
  • Kastrationer
  • Fødselsassistance
  • Diarre
  • Syge lam og kid
  • Vaccinationer
  • Laboratorieundersøgelser af blod og fæces

Obs.
Vi tilbyder kun behandling og tilsyn i hverdage, indenfor normal åbningstid. Herefter har vi vagtsamarbejde med Tvingstrup Dyreklinik, som også har stor erfaring med de små drøvtyggere.

Vaccination af heste

Hvorfor skal min hest vaccineres?

Det skal man for at beskytte den enkelte hest mod diverse sygdomme, men man skal også vælge det for at beskytte hele Danmarks hestehold mod alvorlige og tabsvoldende udbrud af netop de sygdomme, vi vaccinerer imod i Danmark.
At hesten selv skal danne et højt indhold af antistoffer i blodet, således at den er maksimalt beskyttet, hvis den skulle møde den pågældende sygdom, f.eks. influenza. Herved er kroppen beredt på infektionen, fordi der allerede er antistoffer i blodbanen.
Pt. er det influenza, herpesvirus og stivkrampe vi regelmæssigt vaccinerer imod i Danmark.

Føl og vaccination

  • Føllet får antistoffer mod forskellige sygdomme igennem råmælk fra hoppen, idet antistofferne kan passere fra mave-tarmsystemet over i blodet hos det helt unge føl. Disse antistoffer benævnes maternelle antistoffer. Det er vigtigt, at hoppen vaccineres 1-2 måneder før folingen både mod influenza og stivkrampe. Dermed er hoppens antistofniveau højt på folingstidspunktet. Dette giver den bedste beskyttelse af føllet. En kraftig infektion kan godt “bryde igennem” også hos vaccinerede heste, men sygdomsforløbet har et meget mildere forløb, når dyret er vaccineret.
  • De maternelle antistoffer bevarer deres virkning i 5-6 måneder. Føllet begynder opbygningen af sit immunapparat gradvist efter fødsel, men de maternelle antistoffer er opbrugt efter 6 mdr. Hvis føllet herefter ikke vaccineres, er det altså ikke beskyttet mod en infektion med de pågældende vira.
  • Brugen af de traditionelle vacciner forudsætter, at indholdet af de maternelle antistoffer skal være væk på vaccinationstidspunktet. Derfor vaccineres føllet første gang, når de er 5-6 måneder gamle.
  • Føl vaccineres altid 2 gange med 1-3 måneders mellemrum. Herefter vaccineres de 5-6 måneder efter – en såkaldt booster. Disse tilsammen kaldes for basisvaccination.

Voksne heste og vaccination

Voksne heste, som tidligere har været vaccineret, har ligeledes antistoffer imod den pågældende sygdom – i kortere eller længere tid. For nogle vacciners vedkommende kan der gå lang tid, inden effekten aftager. For stivkrampe sker dette først efter 2- 3 år, mens influenzavaccinen kun beskytter i ½-1 år. Herpesvirusvaccinerne virker også ½-1 år. Derfor skal hestene revaccineres med forskellige intervaller afhængig af de forskellige sygdomme.

Ud over denne viden har de forskellige forbund – forskelligt gældende regler for hvordan sportshestene skal være vaccineret – og mod hvilke sygdomme.

Hvis der går længere tid end ovenfor angivet, skal der fortages ny basisvaccination.

Hvor ofte skal min hest vaccineres?

Man har i dag generelle anbefalinger vedrørende vaccination af heste. Disse anbefalinger er givet ud fra undersøgelser med diverse vacciner og den efterfølgende opnåede beskyttelse.

Hestens miljø spiller en væsentlig rolle, når man skal vurdere den enkelte hests risiko for at møde de pågældende sygdomme. Eksempler på heste fra miljøer med højt smittepres, og deraf følgende øget infektionsrisiko er:

  • Heste som opholder sig på stutterier
  • Heste som bringes til bedækning på stutterier
  • Heste som er opstaldet sammen med andre heste på f.eks. rideskoler
  • Heste som deltager i mange konkurrencer
  • Heste som er udsat for lokale epidemier af f.eks. virusabort

Vaccinationsprogram mod influenza:

Alle heste bør være vaccineret mod influenza. Hestene skal være basis-vaccinerede, der udgøres af i alt 3 vaccinationer. Den 1. vaccine fra 6 måneders alderen, den 2. fire uger senere. Den 3. vaccine gives 5 måneder efter den 2. vaccination. Herefter revaccineres hver 12. måned.

Vaccinationsprogram for stivkrampe:

Alle heste bør være vaccineret mod stivkrampe. Flere forsikringsselskaber dækker ikke tab på grund af stivkrampe, hvis hesten ikke er regelret vaccineret.

Hestene skal være basisvaccinerede, dvs. 2 vaccinationer med 4-6 ugers mellemrum. Herefter revaccineres hvert 2. eller hvert 3. år – alt efter hvilket vaccine-mærke der benyttes. Ved dybe friske sår revaccineres/boostes straks.

I praksis vil man ofte anvende en kombinationsvaccine, der giver beskyttelse mod både influenza og stivkrampe. Dette bevirker, at vaccinationsprogrammet for influenza følges, således at der ikke sker forglemmelser i de enkelte vaccinationsprogrammer. Herved sikres, at hesten er godt beskyttet mod stivkrampe, hvis den får et dybt stiksår, f.eks. i forbindelse med indtrådt søm. Der kan vaccineres mod influenza alene – uden stivkrampe. Og der kan vaccineres alene mod stivkrampe.

Vaccinationsprogram for herpesvirus:

Herpesvirus forårsager abort hos drægtige hopper, luftvejssygdom og lammelsessyndrom hos andre heste end de drægtige hopper.

Hesten basis-vaccineres som ved influenza. Herefter revaccineres hvert ½ år. Hvor influenza jo er hvert år.

For de drægtige hoppers vedkommende gælder, at de vaccineres i 5., 7. og 9. drægtighedsmåned. Goldhopper, der er i kontakt med drægtige hopper, vaccineres efter samme plan som de drægtige hopper.

Øvrige vacciner:

Der har tidligere været en vaccine på markedet – også det danske – mod kværke. Denne viste sig ikke effektiv nok – og er taget af markedet igen.

Er der en risiko ved at undlade vaccination?

Ja! Risikoen er dels for den enkelte hest, men også for hele hestebestanden. Det er almindeligt kendt, at hvis en sygdom rammer en bestand med et lavt immunforsvar over for den pågældende sygdom, får sygdommen et meget alvorligt forløb.

Dette vil være tilfældet, hvis hestene ikke er tilstrækkeligt vaccinerede mod influenza. Det vil medføre alvorligere og længerevarende sygdom for den enkelte hest. Influenzaepidemier optræder med jævne mellemrum. For stivkrampens vedkommende dør halvdelen af de heste, der udvikler sygdommen. Korrekt vaccinerede heste får meget sjældent stivkrampe, og hvis de gør, overlever de kun, fordi de er vaccinerede.

Er der risiko i forbindelse med vaccination?

Normalt er der ikke nogen risiko forbundet med selve vaccinen. Der vaccineres mange heste årligt, og meget få heste udvikler reaktioner.

  • Lette bivirkninger: Den hyppigste reaktion på vaccinen er, at nogle heste (specielt føl) reagerer med træthed og eventuelt feber den dag, de er vaccineret. I løbet af en dags tid er de som hovedregel sig selv igen. Derfor anbefaler dyrlægen, at hesten holder fri den dag, den vaccineres.
  • Egentlige reaktioner: Yderst få heste reagerer på vaccinationen. Hestene reagerer ikke over for selve vaccinen, men derimod over for det bærestof, som vaccinen indeholder, også kaldet adjuvansen. Disse heste udvikler inden for et kort tidsrum, som regel under 10 minutter, anafylaktisk shock over for vaccinen. I de tilfælde er det vigtigt at kontakte dyrlægen øjeblikkeligt, således at hesten kan behandles hurtigst muligt.
  • En anden komplikation efter vaccination er udvikling af byld, på det sted vaccinen er indgivet i musklen.

Disse meget sjældne tilfælde med komplikationer skal sammenlignes med de kvaler og sygdomme, som en ikke-vaccineret hestebestand skulle gå igennem, hvis man valgte at undlade at benytte denne forebyggende behandling.

Du skal kontakte din dyrlæge hvis:

  • din hest efter vaccinationen får høj feber og næseflåd og puster eller på anden måde virker sløj
  • du beslutter dig for, at din hest skal vaccineres. Eller den er i vaccinationsprogram og datoen for næste vaccination nærmer sig
  • du lige har overtaget en hest, og du ikke kender hestens vaccinationsstatus. En sådan hest skal basisvaccineres
  • din hest ikke er vaccineret og skal indsættes på rideskole. Tal med ejeren inden flytning
  • din hest ikke er vaccineret og skal deltage i konkurrence eller løb, dyrskue eller anden form for udstilling

Gødningsprøver

Der er i de senere år kommet meget større fokus på hestens indvoldsparasitter, også kaldet orm, derfor laver vi gødningsprøver. Det skyldes i høj grad, at nogle af indvoldsormene er blevet resistente over for de ormemidler, som findes i dag. Derfor er det vigtigt, at vi tænker os om, når vi behandler vores heste med ormemidler. Dels for at sikre at hesten får den rigtige behandling nu og her og dels for at den behandling, den får, virker i fremtiden.

Ormemidler er receptpligtig medicin. Det betyder, at man som dyrlæge ikke må udlevere dem uden at have set hesten. Dog er det ikke altid nødvendigt, hvis din dyrlæge har et godt kendskab til dit hestehold.

Derfor er det vigtigt, at du ringer ind og får en snak med os, så vi kan afgøre, hvordan vi gør det bedst til din hest eller i dit hestehold.

Der er mange forskellige forhold, der kan medvirke til belastningen af parasitter. Størrelsen af folde, antallet af folde, hvor mange heste på den enkelte fold, i hvor lang tid, aldersmæssig sammensætning af flokken, åbent/ lukket hestehold osv. Desuden er det ikke sikkert, at en gødningsprøve giver alle svar. En gødningsprøve siger noget om hvor mange æglæggende hunorm, der er til stede i tarmen på det tidspunkt gødningsprøven udtages. Det vil sige, der kan foreligge falsk negative gødningsprøver f.eks. hvis der ikke er æglæggende hunorm aktive den dag prøven tages.

Den farligste orm i hesteholdet er hestens blodorm. Denne orm har en speciel cyklus i hesten. Tiden fra den kommer ind i hesten som infektiv larve fra græsset om sommeren og derefter vandrer rundt i hestens blodkar (og laver alle skaderne) til den kommer tilbage til tarmen og bliver voksen og hunormene lægger æg, kaldes præpatenstiden. Hos hestens blodorm kan denne tid vare op til 4-6 mdr. I denne periode er gødningsprøven “falsk” negativ. Det vil sige, at blodorm oftest først påvises i gødningsprøven foråret efter hesten er blevet inficeret. Derfor kan infektion med denne slags orm nemt overses og underbehandles.

Grundet ormenes cycklus og udvikling i hesten, skal gødningsprøver udtages og analyseres i overgangsperioden i vejret marts/april og/eller august/september. På dette tidspunkt er der flest æglæggende hunorm i tarmen.

For at få et indblik i hvor stor parasitbelastningen er i dit hestehold, kan det være rigtig fornuftigt at tage nogle gødningsprøver og få dem tjekket for indholdet af parasitæg. Det viser os, hvor stor parasitbelastningen er i de givne folde og ud fra det bla. tilrettelægge den strategi, der passer bedst til din besætning eller hest. Strategien bygger oftest på fold skifte, parasitbehandlingsstatus på nytilkomne heste og evt. anvendelse af ormekure.

Hudsygdomme

Regneksem, muk, knopper og knuder, allergier og sår, svampeinfektioner, bakterieangreb og soleksem er blandt de mange sygdomme, som kan ramme heste.

Tit kommer man ud til heste med sådanne problemer. Mange forskellige salver, cremer og fodertilskud er ofte brugt i lang tid med meget skiftende held. Forandringerne i huden er så alligevel ikke gået væk. Men desværre har hudsygdommene så udviklet sig en del. Det vil selvfølgelig også betyde, at behandling kan blive vanskelig og i hvert fald skal gennemføres igennem lang tid.

Der er desværre sjældent mirakler at finde, men ved et godt samarbejde med hestenes ejere finder jeg ofte frem til løsninger, der kan kurere eller i hvert fald begrænse sygdommenes betydning for hesten og dens velvære og daglig anvendelse.

Gentagne besøg kan ofte være nødvendige for at hjælpe mod specielle sygdomme.

Et eller to eller flere besøg uden anvendelse af særlige hjælpemidler kan løse mange af opgaverne. Medicinske behandling og /eller vask med specielle shampoo og andre overfladebehandlinger kan hjælpe mange heste.

Hvis denne almindelige håndtering ikke virker eller hvis hesten gener fra starten virker mere udfordrende kan flere former for undersøgelse vise sig aktuelle.

Blodprøver, hudskrab eller biopsier samt egentlige allergivurderinger er muligheder som John har rutine i at anvende for at hjælpe heste med hudproblemer.

Forskellige tilskud kan i nogle tilfælde hjælpe hestene. Det fungerer dog bedst som støtte i heling. Det er sjældent, at tilskud og foderreguleringer alene kan helbrede hudsygdomme hos heste.

Tandraspning

Dyrlæge John Jacobsen har lang erfaring i tandbehandling og tandraspning af heste.

Han gennemfører almindelige undersøgelser og raspning med bedøvelse og anvendelse af mundspærre og mundlamper. Der anvendes elektrisk udstyr ved langt de fleste raspninger, men når særlige forhold er til stede, har han også et stort udvalg af effektive håndraspe til rådighed. Hvilket blandt andet kan være meget velegnet, når der arbejdes med små ponyer.

De vigtigste betingelser for at opnå det bedste resultat ved enhver raspning er gode hjælpere. 2 personer pr. hest giver, sammen med omhyggelig anvendelse af bedøvelse, de bedste betingelser for en god tandraspning. Men i mange tilfælde kan opgaven fuldføres med kun en hjælper. Denne må gerne være en hestevant person med gode kræfter. Det kan nemlig godt være tungt at holde hestens hoved på den polstrede hovedstøtte i de 15 – 30 minutter som selve raspningen ofte tager.

Ikke alle hestemunde er ens. Nogle tandstillinger og sygdomme i munden, kræver særlige former for reguleringer, hvis hesten skal leve og fungere uden ubehag. I de fleste tilfælde kan disse reguleringer gennemføres med det samme, under en tandraspning.

Der kan dog være procedurer, som kræver mere arbejde, som fx at trække tænder ud. Det kan være meget belastende for både hest, medhjælper og dyrlæge. I mindre komplicerede tilfælde gennemfører John selv disse opgaver, men ved store fastsiddende, og/eller syge tænder, vil det normalt anbefales, at hesten indlægges på et hospital eller en klinik.

Fodring af kaniner

Hø skal udgøre ca. 85 procent af kaninens kost og fodres ad libitum.
Dette svarer til at kaninen skal spise en bunke hø der er større end den selv hver dag. Høet skal dufte friskt, gerne være grønt, og må ikke støve. Det bedste hø til voksne kaniner er et urtegræs- eller et græshø, med mange forskellige græssorter.

Høet skal forsyne kaninen med fibre der sikrer god fordøjelse, og er med til at give lang tyggetid der slider tænderne. Da høet er den vigtigste bestanddel i kaninens kost, kan det godt svare sig at bruge lidt ekstra penge på hø.

Grøntsager

Grønt skal udgøre ca. 10 % af den daglige kost.

Giv ca. 1dl blandet bladgrønt per kilo kanin. Undgå at fodre med frugt hver dag og kun i meget små mængder da frugt har et højt sukkerindhold.

Den største andel af grøntsager, skal bestå af grove grøntsager eller ukrudt. Introduktionen til grønt og græs skal være langsom. Bliver kaninens afføring våd, er det gået for hurtigt og kaninen må på hø-diæt til afføringen er normal igen.

Kraftfoder

Kraftfoder er kaninens vitaminpille og skal udgøre ca. 5 % af kosten.

Man skal kigge sig rigtig grundigt for når det gælder kraftfoder. Undgå mysliblandinger med mange forskellige ingredienser. Kaniner er nogle slikmunde og vil oftest spise de lækreste dele og efterlade resten indtil der bliver fyldt op i skålen igen. Problemet er at de på den måde ikke får de vitaminer/mineraler de skal have.

Vælg i stedet et godt kvalitets pillefoder med kun én slags piller. Herved kan kaninen ikke sortere. Der findes mange forskellige varianter, og ikke alle er af lige god kvalitet, men af gode mærker kan nævnes ”Burgess Excel” og ”Science selective”.

Følg fodringsanvisningen på posen og giv ikke mere end den anbefalede mængde. Regn med max 20g foderpiller pr kg kanin dagligt.

Grene

Kaniner elsker at spise barken og bladene fra grene og de er en god kilde til fibre.

Gode grene er: æble, pære, birk, bøg, hassel, brombær, gran og hindbærgrene. Undgå grene fra stenfrugttræer som blomme og kirsebær.

Grøntliste:

Hoveddelen af det grønne: Mørkt bladgrønt (gulerods- selleritoppe), friske krydderurter (basilikum, persille, koriander), ukrudt (skvalderkål, mælkebøtter, vejbred, brombærblade)

15% af det grønne: Peberfrugt, selleri, fennikel, squash, gulerod. Kan langsomt tilvænnes til kål.

Snacks/slik: Frugt (blåbær, jordbær, æble, kiwi). Kernerne i frugterne fjernes.

Undgå: stenfrugter, avokado, kartofler, majs, rabarber, løg, hvidløg, porrer.

Gigt

Hos hund og kat

Årsag

Årsagen til gigt kan enten være primær uden kendte underliggende faktorer, eller sekundær til en ledsygdom, så som albue- og hofteledsdysplasi, patellaluxation (løs knæskal) og osteochondrose (vækstforstyrrelse i skelettet), samt til en skade så som korsbåndslæsion eller brud. Store eller mellemstore hunderacer er specielt udsatte, men også mindre hunderacer og katte rammes.

I forbindelse med gigt kan bevægeligheden blive nedsat, dels på grund af fortykket ledkapsel, og dels på grund af smerte i leddet når dette er i yderpositioner. Senere i udviklingen kan der findes krepitation (en skrabende/knasende lyd) når benet bøjes og strækkes.

Ved nedbrydning af det gigtramte led kan ledbrusken blive slidt ned, så den underliggende knogle fritlægges, hvilket sædvanligvis medfører smerte. Kroppen kompenserer ved at opbygge mere knogle rundt om leddet for at reducere bevægeligheden, og dermed mindske smerten når knoglerne gnider mod hinanden.

Forandret muskulatur og overbelastning af andre led kan være en følge af det forkerte belastningsforhold, som et sygt led medfører. Dette fører desuden ofte til en smertefuld tilstand i muskulaturen, som nogle gange kan være lige så smertefuld for dyret som ledsmerten i sig selv.

Symptomer

Symptomer ved gigt kan variere meget. De mest almindelige symptomer er halthed og stivhed i varierende grad, og ses oftest når hunden/katten rejser sig efter at have hvilet. Det er tit, at haltheden og stivheden reduceres når musklerne bliver varme. Ofte forværres haltheden efter voldsom motion, leg eller arbejde.
Graden af halthed og stivhed kan tilmed variere med årstiderne.

På grund af smerte eller stivhed, er hunde/katte med gigt ofte uvillige eller ude af stand til at udføre visse former for bevægelser eller øvelser, så som at rejse sig, hoppe og/eller gå på trapper.

Andre symptomer kan være:

  • Uvillig til at lege eller sakker bagud på gåture
  • Smerte ved berøring
  • Adfærdsændring
  • Slikken og gnaven på udsatte kropsdele
  • Træthed
  • Nedsat appetit
  • Øget uro

Medicinsk behandling

En vigtig del af gigtbehandlingen, består i at mindske betændelsestilstanden i leddet. Med det rigtige medicinvalg plejer man at kunne opnå en lindring af ubehaget, og en forbedring i livskvaliteten. Nogle dyr kan nøjes med en kort periode i medicinsk behandling, mens andre har behov for livslang behandling.

Ernæring og kosttilskud

Der findes fodertilskud, som indeholder både glukosamin og chondroitinsulfat, som normalt findes i kroppen, og som er vigtige byggesten i dannelsen af ny brusk. Mange hunde/katte har god gavn af disse kosttilskud, og i nogle tilfælde kan de mindske behovet for medicinsk behandling.

Overvægt

Øget belastning på grund af overvægt kan fremskynde nedbrydelsen af ledbrusk ved gigt. Er hunden/katten overvægtig, vil et vægttab medføre nedsat smerte og nedsat behov for medicin hos gigtpatienter.

Hvis hunden/katten er overvægtig, findes der specialfoder med mindre fedt og flere fibre, som medvirker til at vægttabet kan gå hurtigere og nemmere. Chancen for at et vægttab lykkes, øges betydeligt hvis hunden/katten regelmæssigt kontrolvejes på klinikken, i samråd med dyrlæge eller veterinærsygeplejerske.
Ved disse vejninger kan man også drøfte eventuelle udfordringer der måtte komme i forbindelse med
vægttab.

Indvoldsorm

Indvoldsorm, hos katte

Der findes flere indvoldsparasitter, som kan inficere vores katte. Det kan være spolorm, bændelorm eller encellede parasitter.

Spolorm

Spolorm er mest hyppigt hos unge katte. Spolormeinficerede katte kan have problemer med opkastning, diarré og afmagring. Killinger kan smittes med spolorm via en inficeret hunkat efter fødslen gennem modermælken. Andre katte smittes gennem afføringen fra et smittet dyr eller fra inficerede byttedyr.
Spolormen er omkring 2-5 cm lang og kan undertiden ses i den inficerede kats opkast. Ormeinfektion kan bekræftes ved hjælp af en afføringsprøve.

Bændelorm

Bændelormsinfektion er forholdsvis almindelig, men forløber oftest uden symptomer.

Bændelorm ligner små “riskorn”, som ses enkeltvis eller hænger sammen i en kæde. Bændelorm overføres ikke fra en kat til en anden, men smittes via mellemværter som byttedyr, lopper, rå fisk eller slagteaffald.

Bændelorm påvises ved hjælp af en afføringsprøve eller hvis man ser de små bændelorme (hvide riskorn) omkring anus.

Encellede parasitter (protozoer)

Giardia og isospora (coccidiose) er små parasitter, som inficerer kattens tarmslimhinde. Giardia og isospora giver infektioner, der kan forårsage diarré hos katte.

Giardia er meget smitsomt og vanskeligt at fjerne fra miljøet, hvorfor omhyggelig rengøring er nødvendigt.
Isospora er derimod relativt let at fjerne.
Protozoer overføres via afføringen fra inficerede katte.

Toxoplasma Gondii er en encellet parasit, som meget sjældent giver symptomer hos inficerede katte, men kan være en alvorlig zoonose. Det vil sige, at den kan smittes til mennesker og forårsage sygdom.
Symptomerne hos katte er oftest meget milde (uspecifikke eller fraværende), og de får livslang immunitet.
Katte, som har et svækket immunforsvar (f.eks. meget unge individer), har større sandsynlighed for at blive syge, og i så fald kan der forekomme symptomer i centralnervesystemet, øjnene eller lungerne.

Indvoldsorm hos hunde

Der findes flere tarmparasitter og encellede parasitter, der kan inficere vores hunde. Forskellige parasitter angriber forskellige organsystemer, men parasitinfektion i tarmkanalen er den mest almindelige type af parasitangreb.

Spolorm

Spolorm er mest almindeligt hos unge hunde. Spolorm-inficerede hunde kan have problemer med opkastning, diarré og / eller afmagring. Hvalpe smittes med spolorm via en inficeret tæve enten i livmoderen eller efter fødslen gennem modermælken, og derfor bør man altid give hvalpene ormekur, inden de leveres til en eventuel køber.
Mange hunde smittes fra andre hundes afføring eller fra inficerede byttedyr.
Spolormen er omkring 10 cm lang og kan sommetider ses, hvis en inficeret hund kaster op.

Bændelorm

Bændelormsinfektion er forholdsvis almindeligt, men forløber ofte uden symptomer. Hunde kan rammes af flere arter af bændelorm. Bændelorm ligner små “riskorn”, som ses enkeltvis eller sammenhængende i en kæde.
Bændelorm kan ikke overføres fra en hund til en anden, men smitter via mellemværter som byttedyr (mus, fugle, rotter mv) og lopper. Forskellige bændelorme har forskellige mellemværter.
Hunden æder mellemværten, og udvikler derefter orm.

Dværgbændelorm.

Der findes to forskellige typer af dværgbændelorm, som kan inficere hunde, nemlig rævens- og hundens dværgbændelorm.
Rævens dværgbændelorm (echinococcus multilocularis) giver normalt ingen symptomer hos hunde og er usædvanlig i Danmark. Hunden smittes, når den æder inficerede smågnavere. Æggene, som er små og let spredes af vinden, kan findes i omgivelserne eller i hundens pels. Ormen kan forårsage alvorlig sygdom hos mennesker.

Hundens dværgbændelorm (echinococcus granulosus) lever i hundens tarm og udskiller æg, der kan inficere mennesker og give sygdom. Ormen giver ikke nogen symptomer hos den inficerede hund. Ormen spredes til hunden gennem smittede dyr, som f.eks. via slagteaffald.

Lopper og flåter

Lopper

Lopper er ikke en parasit, man har lyst til at have i hjemmet, da den kan tage lang tid at komme af med. Når du har fået lopper i hjemmet, skal du ikke kun behandle dit kæledyr, du skal også behandle dit hjem, da lopper lægger mange æg og har en unik livscyklus.

Loppen lever i pelsen hvor den suger blod og lægger æg. Lopper kan lægge op til 50 æg om dagen.
Når æggene er lagt, drysser de af og lander i dyrets omgivelser som fx kurve, tæpper, sofaen, bilen hvor de klækkes til larver efter ca. en uge. Herefter kravler larverne længere ned i omgivelserne, hvor de kan forpuppe sig. Puppen aktiveres af varme og kan ligge i op til 6 måneder og ”vente” på at springe op og gentage sin cyklus.

Den mest almindelige loppe herhjemme er katteloppen, der på trods af sit lidt misvisende navn også findes på hunde.

De mest almindelige symptomer på lopper, er at hunden/katten klør sig mere end normalt. Man kan også opleve at dyret pludselig springer op og bider sig et bestemt sted. Dyret kan også virke uroligt eller trist.

Forebyggelse mod og behandling af lopper

Den sikreste måde at undgå lopper, er ved at forebygge imod dem. Der findes mange forskellige
præparater til dette. Nogle i tabletform og nogle i pipetteform. Disse præparater findes ofte i kombinationspræparater, som også forebygger og behandler mod flåter. Hvilket præparat der er det bedste, er individuelt. Det kommer an på dyret som skal have det, og ejeren der skal give det.

Hvis din hund eller kat har fået lopper, er det vigtig at komme i gang med behandlingen så hurtigt som muligt, så spredningen af lopper i hjemmet mindskes. For at mindske æg og pupper i hjemmet skal kurve, tæpper mv. vaskes ved min 60 grader og huset grundig støvsuges.

Flåter

Antallet af flåtbårne sygdomme i Europa er stigende. Denne udvikling skyldes i høj grad de seneste 20 års globale transport af husdyr og et generelt varmere klima. Da flåten kan leve i op til 3 år og suger blod i flere stadier af sin udvikling, er der stor risiko for, at den overfører smitte fra et værtsdyr til et andet. Det gør flåten til verdens næstværste smittespreder, kun overgået af malariamyggen.

Borrelia

Danske flåter kan overføre en mikroorganisme kaldet Borrelia Burgdorferi. Forskellige danske undersøgelser viser, at op mod 1/5 af flåterne er inficeret med Borrelia Burgdorferi, men der er meget stor geografisk variation.

Hos hunde kan dette resultere i, at sygdommen borreliose udvikles. Mellem 15 og 20% af danske hunde har antistoffer imod Borrelia Burgdorfer, som tegn på at de på et eller andet tidspunkt har haft smitten.

Når infektionen udvikler sig til klinisk sygdom, er de typiske symptomer: feber, træthed, halthed, epilepsi, lammelse af ansigtsnerven, muskelsmerter og usikker gang.

Anaplasma

Danske skovflåter kan også overføre mikroorganismer kaldet Anaplasma phagocytophilia.
Sygdommen benævnes anaplasmose (tidl. Ehrlichiose). Infektionen er vidt udbredt i hele Europa. Hos hunde, katte, heste og mennesker kan dette resultere i at sygdommen Anaplasmose udvikles.

Symptomerne kan variere meget og kan indeholde: nedstemthed, vægttab, træthed, feber, nedsat eller ophørt appetit, halthed, ledsmerter, øget tørst, opkast og luftvejssymptomer. I meget få tilfælde ses blødning på slimhinder, næseblod og nedsat blodprocent.

En dansk undersøgelse har påvist, at op mod 25% af de undersøgte hunde havde antistoffer imod
Anaplasma spp.

Behandling og forebyggelse

Der findes mange forskellige præparater til behandling og forebyggelse af flåtbid.

Tabletter, pipetter og medicinske halsbånd, der hver især beskytter dyret mod flåter. De fleste præparater virker ved at når flåten bider, overføres det virksomme stof fra præparatet, som gør at flåten dør. Dvs, flåten skal altså sætte sig fast og suge blod før den dør. Enkelte præparater, typisk medicinske halsbånd, har en såkaldt repellerende effekt, således at flåterne hopper af inden de bider.

De fleste flåter falder af efter de er døde, men enkelte kan blive siddende. Disse kan fjernes med en pincet eller flåttang. Undgå at bruge fingrene, da man derved kan komme til at trykke indholdet af flåten ind i huden på dyret. Dette gælder også hvis man finder en levende flåt.