Vaccination af heste

Hvorfor skal min hest vaccineres?

Det skal man for at beskytte den enkelte hest mod diverse sygdomme, men man skal også vælge det for at beskytte hele Danmarks hestehold mod alvorlige og tabsvoldende udbrud af netop de sygdomme, vi vaccinerer imod i Danmark.
At hesten selv skal danne et højt indhold af antistoffer i blodet, således at den er maksimalt beskyttet, hvis den skulle møde den pågældende sygdom, f.eks. influenza. Herved er kroppen beredt på infektionen, fordi der allerede er antistoffer i blodbanen.
Pt. er det influenza, herpesvirus og stivkrampe vi regelmæssigt vaccinerer imod i Danmark.

Føl og vaccination

• Føllet får antistoffer mod forskellige sygdomme igennem råmælk fra hoppen, idet antistofferne kan passere fra mave-tarmsystemet over i blodet hos det helt unge føl. Disse antistoffer benævnes maternelle antistoffer. Det er vigtigt, at hoppen vaccineres 1-2 måneder før folingen både mod influenza og stivkrampe. Dermed er hoppens antistofniveau højt på folingstidspunktet. Dette giver den bedste beskyttelse af føllet. En kraftig infektion kan godt “bryde igennem” også hos vaccinerede heste, men sygdomsforløbet har et meget mildere forløb, når dyret er vaccineret.
• De maternelle antistoffer bevarer deres virkning i 5-6 måneder. Føllet begynder opbygningen af sit immunapparat gradvist efter fødsel, men de maternelle antistoffer er opbrugt efter 6 mdr. Hvis føllet herefter ikke vaccineres, er det altså ikke beskyttet mod en infektion med de pågældende vira.
• Brugen af de traditionelle vacciner forudsætter, at indholdet af de maternelle antistoffer skal være væk på vaccinationstidspunktet. Derfor vaccineres føllet første gang, når de er 5-6 måneder gamle.
• Føl vaccineres altid 2 gange med 1-3 måneders mellemrum. Herefter vaccineres de 5-6 måneder efter – en såkaldt booster. Disse tilsammen kaldes for basisvaccination.

Voksne heste og vaccination

Voksne heste, som tidligere har været vaccineret, har ligeledes antistoffer imod den pågældende sygdom – i kortere eller længere tid. For nogle vacciners vedkommende kan der gå lang tid, inden effekten aftager. For stivkrampe sker dette først efter 2- 3 år, mens influenzavaccinen kun beskytter i ½-1 år. Herpesvirusvaccinerne virker også ½-1 år. Derfor skal hestene revaccineres med forskellige intervaller afhængig af de forskellige sygdomme.

Ud over denne viden har de forskellige forbund – forskelligt gældende regler for hvordan sportshestene skal være vaccineret – og mod hvilke sygdomme.

Hvis der går længere tid end ovenfor angivet, skal der fortages ny basisvaccination.

Hvor ofte skal min hest vaccineres?

Man har i dag generelle anbefalinger vedrørende vaccination af heste. Disse anbefalinger er givet ud fra undersøgelser med diverse vacciner og den efterfølgende opnåede beskyttelse.

Hestens miljø spiller en væsentlig rolle, når man skal vurdere den enkelte hests risiko for at møde de pågældende sygdomme. Eksempler på heste fra miljøer med højt smittepres, og deraf følgende øget infektionsrisiko er:

• Heste som opholder sig på stutterier
• Heste som bringes til bedækning på stutterier
• Heste som er opstaldet sammen med andre heste på f.eks. rideskoler
• Heste som deltager i mange konkurrencer
• Heste som er udsat for lokale epidemier af f.eks. virusabort

Vaccinationsprogram mod influenza:

Alle heste bør være vaccineret mod influenza. Hestene skal være basis-vaccinerede, der udgøres af i alt 3 vaccinationer. Den 1. vaccine fra 6 måneders alderen, den 2. fire uger senere. Den 3. vaccine gives 5 måneder efter den 2. vaccination. Herefter revaccineres hver 12. måned.

Vaccinationsprogram for stivkrampe:

Alle heste bør være vaccineret mod stivkrampe. Flere forsikringsselskaber dækker ikke tab på grund af stivkrampe, hvis hesten ikke er regelret vaccineret.

Hestene skal være basisvaccinerede, dvs. 2 vaccinationer med 4-6 ugers mellemrum. Herefter revaccineres hvert 2. eller hvert 3. år – alt efter hvilket vaccine-mærke der benyttes. Ved dybe friske sår revaccineres/boostes straks.

I praksis vil man ofte anvende en kombinationsvaccine, der giver beskyttelse mod både influenza og stivkrampe. Dette bevirker, at vaccinationsprogrammet for influenza følges, således at der ikke sker forglemmelser i de enkelte vaccinationsprogrammer. Herved sikres, at hesten er godt beskyttet mod stivkrampe, hvis den får et dybt stiksår, f.eks. i forbindelse med indtrådt søm. Der kan vaccineres mod influenza alene – uden stivkrampe. Og der kan vaccineres alene mod stivkrampe.

Vaccinationsprogram for herpesvirus:

Herpesvirus forårsager abort hos drægtige hopper, luftvejssygdom og lammelsessyndrom hos andre heste end de drægtige hopper.

Hesten basis-vaccineres som ved influenza. Herefter revaccineres hvert ½ år. Hvor influenza jo er hvert år.

For de drægtige hoppers vedkommende gælder, at de vaccineres i 5., 7. og 9. drægtighedsmåned. Goldhopper, der er i kontakt med drægtige hopper, vaccineres efter samme plan som de drægtige hopper.

Øvrige vacciner:

Der har tidligere været en vaccine på markedet – også det danske – mod kværke. Denne viste sig ikke effektiv nok – og er taget af markedet igen.

Er der en risiko ved at undlade vaccination?

Ja! Risikoen er dels for den enkelte hest, men også for hele hestebestanden. Det er almindeligt kendt, at hvis en sygdom rammer en bestand med et lavt immunforsvar over for den pågældende sygdom, får sygdommen et meget alvorligt forløb.

Dette vil være tilfældet, hvis hestene ikke er tilstrækkeligt vaccinerede mod influenza. Det vil medføre alvorligere og længerevarende sygdom for den enkelte hest. Influenzaepidemier optræder med jævne mellemrum. For stivkrampens vedkommende dør halvdelen af de heste, der udvikler sygdommen. Korrekt vaccinerede heste får meget sjældent stivkrampe, og hvis de gør, overlever de kun, fordi de er vaccinerede.

Er der risiko i forbindelse med vaccination?

Normalt er der ikke nogen risiko forbundet med selve vaccinen. Der vaccineres mange heste årligt, og meget få heste udvikler reaktioner.

• Lette bivirkninger: Den hyppigste reaktion på vaccinen er, at nogle heste (specielt føl) reagerer med træthed og eventuelt feber den dag, de er vaccineret. I løbet af en dags tid er de som hovedregel sig selv igen. Derfor anbefaler dyrlægen, at hesten holder fri den dag, den vaccineres.
• Egentlige reaktioner: Yderst få heste reagerer på vaccinationen. Hestene reagerer ikke over for selve vaccinen, men derimod over for det bærestof, som vaccinen indeholder, også kaldet adjuvansen. Disse heste udvikler inden for et kort tidsrum, som regel under 10 minutter, anafylaktisk shock over for vaccinen. I de tilfælde er det vigtigt at kontakte dyrlægen øjeblikkeligt, således at hesten kan behandles hurtigst muligt.
• En anden komplikation efter vaccination er udvikling af byld, på det sted vaccinen er indgivet i musklen.

Disse meget sjældne tilfælde med komplikationer skal sammenlignes med de kvaler og sygdomme, som en ikke-vaccineret hestebestand skulle gå igennem, hvis man valgte at undlade at benytte denne forebyggende behandling.

Du skal kontakte din dyrlæge hvis:

• din hest efter vaccinationen får høj feber og næseflåd og puster eller på anden måde virker sløj
• du beslutter dig for, at din hest skal vaccineres. Eller den er i vaccinationsprogram og datoen for næste vaccination nærmer sig
• du lige har overtaget en hest, og du ikke kender hestens vaccinationsstatus. En sådan hest skal basisvaccineres
• din hest ikke er vaccineret og skal indsættes på rideskole. Tal med ejeren inden flytning
• din hest ikke er vaccineret og skal deltage i konkurrence eller løb, dyrskue eller anden form for udstilling

Gødningsprøver

Der er i de senere år kommet meget større fokus på hestens indvoldsparasitter, også kaldet orm, derfor laver vi gødningsprøver. Det skyldes i høj grad, at nogle af indvoldsormene er blevet resistente over for de ormemidler, som findes i dag. Derfor er det vigtigt, at vi tænker os om, når vi behandler vores heste med ormemidler. Dels for at sikre at hesten får den rigtige behandling nu og her og dels for at den behandling, den får, virker i fremtiden.

Ormemidler er receptpligtig medicin. Det betyder, at man som dyrlæge ikke må udlevere dem uden at have set hesten. Dog er det ikke altid nødvendigt, hvis din dyrlæge har et godt kendskab til dit hestehold.

Derfor er det vigtigt, at du ringer ind og får en snak med os, så vi kan afgøre, hvordan vi gør det bedst til din hest eller i dit hestehold.

Der er mange forskellige forhold, der kan medvirke til belastningen af parasitter. Størrelsen af folde, antallet af folde, hvor mange heste på den enkelte fold, i hvor lang tid, aldersmæssig sammensætning af flokken, åbent/ lukket hestehold osv. Desuden er det ikke sikkert, at en gødningsprøve giver alle svar. En gødningsprøve siger noget om hvor mange æglæggende hunorm, der er til stede i tarmen på det tidspunkt gødningsprøven udtages. Det vil sige, der kan foreligge falsk negative gødningsprøver f.eks. hvis der ikke er æglæggende hunorm aktive den dag prøven tages.

Den farligste orm i hesteholdet er hestens blodorm. Denne orm har en speciel cyklus i hesten. Tiden fra den kommer ind i hesten som infektiv larve fra græsset om sommeren og derefter vandrer rundt i hestens blodkar (og laver alle skaderne) til den kommer tilbage til tarmen og bliver voksen og hunormene lægger æg, kaldes præpatenstiden. Hos hestens blodorm kan denne tid vare op til 4-6 mdr. I denne periode er gødningsprøven “falsk” negativ. Det vil sige, at blodorm oftest først påvises i gødningsprøven foråret efter hesten er blevet inficeret. Derfor kan infektion med denne slags orm nemt overses og underbehandles.

Grundet ormenes cycklus og udvikling i hesten, skal gødningsprøver udtages og analyseres i overgangsperioden i vejret marts/april og/eller august/september. På dette tidspunkt er der flest æglæggende hunorm i tarmen.

For at få et indblik i hvor stor parasitbelastningen er i dit hestehold, kan det være rigtig fornuftigt at tage nogle gødningsprøver og få dem tjekket for indholdet af parasitæg. Det viser os, hvor stor parasitbelastningen er i de givne folde og ud fra det bla. tilrettelægge den strategi, der passer bedst til din besætning eller hest. Strategien bygger oftest på fold skifte, parasitbehandlingsstatus på nytilkomne heste og evt. anvendelse af ormekure.

Hudsygdomme

Regneksem, muk, knopper og knuder, allergier og sår, svampeinfektioner, bakterieangreb og soleksem er blandt de mange sygdomme, som kan ramme heste.

Tit kommer man ud til heste med sådanne problemer. Mange forskellige salver, cremer og fodertilskud er ofte brugt i lang tid med meget skiftende held. Forandringerne i huden er så alligevel ikke gået væk. Men desværre har hudsygdommene så udviklet sig en del. Det vil selvfølgelig også betyde, at behandling kan blive vanskelig og i hvert fald skal gennemføres igennem lang tid.

Der er desværre sjældent mirakler at finde, men ved et godt samarbejde med hestenes ejere finder jeg ofte frem til løsninger, der kan kurere eller i hvert fald begrænse sygdommenes betydning for hesten og dens velvære og daglig anvendelse.

Gentagne besøg kan ofte være nødvendige for at hjælpe mod specielle sygdomme.

Et eller to eller flere besøg uden anvendelse af særlige hjælpemidler kan løse mange af opgaverne. Medicinske behandling og /eller vask med specielle shampoo og andre overfladebehandlinger kan hjælpe mange heste.

Hvis denne almindelige håndtering ikke virker eller hvis hesten gener fra starten virker mere udfordrende kan flere former for undersøgelse vise sig aktuelle.

Blodprøver, hudskrab eller biopsier samt egentlige allergivurderinger er muligheder som John har rutine i at anvende for at hjælpe heste med hudproblemer.

Forskellige tilskud kan i nogle tilfælde hjælpe hestene. Det fungerer dog bedst som støtte i heling. Det er sjældent, at tilskud og foderreguleringer alene kan helbrede hudsygdomme hos heste.

Tandraspning

Dyrlæge John Jacobsen har lang erfaring i tandbehandling og tandraspning af heste.

Han gennemfører almindelige undersøgelser og raspning med bedøvelse og anvendelse af mundspærre og mundlamper. Der anvendes elektrisk udstyr ved langt de fleste raspninger, men når særlige forhold er til stede, har han også et stort udvalg af effektive håndraspe til rådighed. Hvilket blandt andet kan være meget velegnet, når der arbejdes med små ponyer.

De vigtigste betingelser for at opnå det bedste resultat ved enhver raspning er gode hjælpere. 2 personer pr. hest giver, sammen med omhyggelig anvendelse af bedøvelse, de bedste betingelser for en god tandraspning. Men i mange tilfælde kan opgaven fuldføres med kun en hjælper. Denne må gerne være en hestevant person med gode kræfter. Det kan nemlig godt være tungt at holde hestens hoved på den polstrede hovedstøtte i de 15 – 30 minutter som selve raspningen ofte tager.

Ikke alle hestemunde er ens. Nogle tandstillinger og sygdomme i munden, kræver særlige former for reguleringer, hvis hesten skal leve og fungere uden ubehag. I de fleste tilfælde kan disse reguleringer gennemføres med det samme, under en tandraspning.

Der kan dog være procedurer, som kræver mere arbejde, som fx at trække tænder ud. Det kan være meget belastende for både hest, medhjælper og dyrlæge. I mindre komplicerede tilfælde gennemfører John selv disse opgaver, men ved store fastsiddende, og/eller syge tænder, vil det normalt anbefales, at hesten indlægges på et hospital eller en klinik.