Lopper og flåter

Lopper

Lopper er ikke en parasit, man har lyst til at have i hjemmet, da den kan tage lang tid at komme af med. Når du har fået lopper i hjemmet, skal du ikke kun behandle dit kæledyr, du skal også behandle dit hjem, da lopper lægger mange æg og har en unik livscyklus.

Loppen lever i pelsen hvor den suger blod og lægger æg. Lopper kan lægge op til 50 æg om dagen.
Når æggene er lagt, drysser de af og lander i dyrets omgivelser som fx kurve, tæpper, sofaen, bilen hvor de klækkes til larver efter ca. en uge. Herefter kravler larverne længere ned i omgivelserne, hvor de kan forpuppe sig. Puppen aktiveres af varme og kan ligge i op til 6 måneder og ”vente” på at springe op og gentage sin cyklus.

Den mest almindelige loppe herhjemme er katteloppen, der på trods af sit lidt misvisende navn også findes på hunde.

De mest almindelige symptomer på lopper, er at hunden/katten klør sig mere end normalt. Man kan også opleve at dyret pludselig springer op og bider sig et bestemt sted. Dyret kan også virke uroligt eller trist.

Forebyggelse mod og behandling af lopper

Den sikreste måde at undgå lopper, er ved at forebygge imod dem. Der findes mange forskellige
præparater til dette. Nogle i tabletform og nogle i pipetteform. Disse præparater findes ofte i kombinationspræparater, som også forebygger og behandler mod flåter. Hvilket præparat der er det bedste, er individuelt. Det kommer an på dyret som skal have det, og ejeren der skal give det.

Hvis din hund eller kat har fået lopper, er det vigtig at komme i gang med behandlingen så hurtigt som muligt, så spredningen af lopper i hjemmet mindskes. For at mindske æg og pupper i hjemmet skal kurve, tæpper mv. vaskes ved min 60 grader og huset grundig støvsuges.

Flåter

Antallet af flåtbårne sygdomme i Europa er stigende. Denne udvikling skyldes i høj grad de seneste 20 års globale transport af husdyr og et generelt varmere klima. Da flåten kan leve i op til 3 år og suger blod i flere stadier af sin udvikling, er der stor risiko for, at den overfører smitte fra et værtsdyr til et andet. Det gør flåten til verdens næstværste smittespreder, kun overgået af malariamyggen.

Borrelia

Danske flåter kan overføre en mikroorganisme kaldet Borrelia Burgdorferi. Forskellige danske undersøgelser viser, at op mod 1/5 af flåterne er inficeret med Borrelia Burgdorferi, men der er meget stor geografisk variation.

Hos hunde kan dette resultere i, at sygdommen borreliose udvikles. Mellem 15 og 20% af danske hunde har antistoffer imod Borrelia Burgdorfer, som tegn på at de på et eller andet tidspunkt har haft smitten.

Når infektionen udvikler sig til klinisk sygdom, er de typiske symptomer: feber, træthed, halthed, epilepsi, lammelse af ansigtsnerven, muskelsmerter og usikker gang.

Anaplasma

Danske skovflåter kan også overføre mikroorganismer kaldet Anaplasma phagocytophilia.
Sygdommen benævnes anaplasmose (tidl. Ehrlichiose). Infektionen er vidt udbredt i hele Europa. Hos hunde, katte, heste og mennesker kan dette resultere i at sygdommen Anaplasmose udvikles.

Symptomerne kan variere meget og kan indeholde: nedstemthed, vægttab, træthed, feber, nedsat eller ophørt appetit, halthed, ledsmerter, øget tørst, opkast og luftvejssymptomer. I meget få tilfælde ses blødning på slimhinder, næseblod og nedsat blodprocent.

En dansk undersøgelse har påvist, at op mod 25% af de undersøgte hunde havde antistoffer imod
Anaplasma spp.

Behandling og forebyggelse

Der findes mange forskellige præparater til behandling og forebyggelse af flåtbid.

Tabletter, pipetter og medicinske halsbånd, der hver især beskytter dyret mod flåter. De fleste præparater virker ved at når flåten bider, overføres det virksomme stof fra præparatet, som gør at flåten dør. Dvs, flåten skal altså sætte sig fast og suge blod før den dør. Enkelte præparater, typisk medicinske halsbånd, har en såkaldt repellerende effekt, således at flåterne hopper af inden de bider.

De fleste flåter falder af efter de er døde, men enkelte kan blive siddende. Disse kan fjernes med en pincet eller flåttang. Undgå at bruge fingrene, da man derved kan komme til at trykke indholdet af flåten ind i huden på dyret. Dette gælder også hvis man finder en levende flåt.