Får og geder

Dyrlæge John Jacobsen har mange års erfaring med behandling af og tilsyn med får og geder.

Gennem mange besøg og megen efteruddannelse har John skabt sig viden og erfaring om mange af de sygdomme, der kan ramme de små drøvtyggere. Både geder og får, der for øvrigt er helt forskellige dyrearter at arbejde med.

Derfor kan vi tilbyde at aflægge besøg for at undersøge og behandle både får og geder, når de er ramt af sygdom. Det kan være sygdomme som:

  • Indvoldsparasitter
  • Hudparasitter og uldtab
  • Huldvurdering, specielt drægtige dyr
  • Appetittab
  • Stofskiftesygdomme
  • Drægtighedssyge
  • Haltheder
  • Klovsygdomme
  • Kastrationer
  • Fødselsassistance
  • Diarre
  • Syge lam og kid
  • Vaccinationer
  • Laboratorieundersøgelser af blod og fæces

Obs.
Vi tilbyder kun behandling og tilsyn i hverdage, indenfor normal åbningstid. Herefter har vi vagtsamarbejde med Tvingstrup Dyreklinik, som også har stor erfaring med de små drøvtyggere.

Hvorfor skal jeg sygeforsikre mit kæledyr?

Det er i Danmark lovpligtigt at have en ansvarsforsikring til sin hund. Den går ind og dækker, hvis din hund laver skade på andre hunde, mennesker eller ejendele. Den dækker altså ikke skade eller sygdom på din egen hund. Det vil en sygdomsforsikring derimod gøre. Den dækker dit eget kæledyr, som navnet siger, ved sygdom og skade. Denne er ikke lovpligtig, men en rigtig god idé at have. Uanset hvilket kæledyr du har, anbefaler vi, at du får tegnet en sygeforsikring.

Bliver dit kæledyr syg og kommer til skade er det ofte uforudset, og det kan resultere i en del ekstra udgifter, når dyret skal undersøges og behandles ved dyrlægen. Denne ekstra udgift kan løbe op i en stor sum penge, som du som ejer selv skal betale, hvis du ikke har en sygeforsikring på dit dyr.
Vi anbefaler derfor, at du får tegnet en sygeforsikring, så behøver du ikke at bekymre dig om udgifter, og vi som dyrlæge kan give dit kæledyr den bedste behandling. Så behøver du ikke at bekymre dig om hvorvidt dit dyr skal behandles eller ej.

Hvordan disse sygeforsikringer dækker varierer fra selskab til selskab. Ligesom forsikringssummen, som er det maksimale beløb forsikringen dækker pr. år, og selvrisikoen også er varierende fra selskab til selskab.

Klik ind på nedstående link for at få en samlet oversigt over dyreforsikringer i Danmark. Så kan du nemt og hurtigt finde den forsikring, som passer til dig og dit kæledyr, og jeres behov.

https://dyrlaegen.nu/forsikringsoversigt/?fbclid=IwAR1cYD6kXvdu2pOZS7LvjjOKPxQJuEL45L_owJmGSBqHUsIjEBoRMV9Ntho

Fodring af kaniner

Hø skal udgøre ca. 85 procent af kaninens kost og fodres ad libitum.
Dette svarer til at kaninen skal spise en bunke hø der er større end den selv hver dag. Høet skal dufte friskt, gerne være grønt, og må ikke støve. Det bedste hø til voksne kaniner er et urtegræs- eller et græshø, med mange forskellige græssorter.

Høet skal forsyne kaninen med fibre der sikrer god fordøjelse, og er med til at give lang tyggetid der slider tænderne. Da høet er den vigtigste bestanddel i kaninens kost, kan det godt svare sig at bruge lidt ekstra penge på hø.

Grøntsager

Grønt skal udgøre ca. 10 % af den daglige kost.

Giv ca. 1dl blandet bladgrønt per kilo kanin. Undgå at fodre med frugt hver dag og kun i meget små mængder da frugt har et højt sukkerindhold.

Den største andel af grøntsager, skal bestå af grove grøntsager eller ukrudt. Introduktionen til grønt og græs skal være langsom. Bliver kaninens afføring våd, er det gået for hurtigt og kaninen må på hø-diæt til afføringen er normal igen.

Kraftfoder

Kraftfoder er kaninens vitaminpille og skal udgøre ca. 5 % af kosten.

Man skal kigge sig rigtig grundigt for når det gælder kraftfoder. Undgå mysliblandinger med mange forskellige ingredienser. Kaniner er nogle slikmunde og vil oftest spise de lækreste dele og efterlade resten indtil der bliver fyldt op i skålen igen. Problemet er at de på den måde ikke får de vitaminer/mineraler de skal have.

Vælg i stedet et godt kvalitets pillefoder med kun én slags piller. Herved kan kaninen ikke sortere. Der findes mange forskellige varianter, og ikke alle er af lige god kvalitet, men af gode mærker kan nævnes ”Burgess Excel” og ”Science selective”.

Følg fodringsanvisningen på posen og giv ikke mere end den anbefalede mængde. Regn med max 20g foderpiller pr kg kanin dagligt.

Grene

Kaniner elsker at spise barken og bladene fra grene og de er en god kilde til fibre.

Gode grene er: æble, pære, birk, bøg, hassel, brombær, gran og hindbærgrene. Undgå grene fra stenfrugttræer som blomme og kirsebær.

Grøntliste:

Hoveddelen af det grønne: Mørkt bladgrønt (gulerods- selleritoppe), friske krydderurter (basilikum, persille, koriander), ukrudt (skvalderkål, mælkebøtter, vejbred, brombærblade)

15% af det grønne: Peberfrugt, selleri, fennikel, squash, gulerod. Kan langsomt tilvænnes til kål.

Snacks/slik: Frugt (blåbær, jordbær, æble, kiwi). Kernerne i frugterne fjernes.

Undgå: stenfrugter, avokado, kartofler, majs, rabarber, løg, hvidløg, porrer.

Gigt

Hos hund og kat

Årsag

Årsagen til gigt kan enten være primær uden kendte underliggende faktorer, eller sekundær til en ledsygdom, så som albue- og hofteledsdysplasi, patellaluxation (løs knæskal) og osteochondrose (vækstforstyrrelse i skelettet), samt til en skade så som korsbåndslæsion eller brud. Store eller mellemstore hunderacer er specielt udsatte, men også mindre hunderacer og katte rammes.

I forbindelse med gigt kan bevægeligheden blive nedsat, dels på grund af fortykket ledkapsel, og dels på grund af smerte i leddet når dette er i yderpositioner. Senere i udviklingen kan der findes krepitation (en skrabende/knasende lyd) når benet bøjes og strækkes.

Ved nedbrydning af det gigtramte led kan ledbrusken blive slidt ned, så den underliggende knogle fritlægges, hvilket sædvanligvis medfører smerte. Kroppen kompenserer ved at opbygge mere knogle rundt om leddet for at reducere bevægeligheden, og dermed mindske smerten når knoglerne gnider mod hinanden.

Forandret muskulatur og overbelastning af andre led kan være en følge af det forkerte belastningsforhold, som et sygt led medfører. Dette fører desuden ofte til en smertefuld tilstand i muskulaturen, som nogle gange kan være lige så smertefuld for dyret som ledsmerten i sig selv.

Symptomer

Symptomer ved gigt kan variere meget. De mest almindelige symptomer er halthed og stivhed i varierende grad, og ses oftest når hunden/katten rejser sig efter at have hvilet. Det er tit, at haltheden og stivheden reduceres når musklerne bliver varme. Ofte forværres haltheden efter voldsom motion, leg eller arbejde.
Graden af halthed og stivhed kan tilmed variere med årstiderne.

På grund af smerte eller stivhed, er hunde/katte med gigt ofte uvillige eller ude af stand til at udføre visse former for bevægelser eller øvelser, så som at rejse sig, hoppe og/eller gå på trapper.

Andre symptomer kan være:

  • Uvillig til at lege eller sakker bagud på gåture
  • Smerte ved berøring
  • Adfærdsændring
  • Slikken og gnaven på udsatte kropsdele
  • Træthed
  • Nedsat appetit
  • Øget uro

Medicinsk behandling

En vigtig del af gigtbehandlingen, består i at mindske betændelsestilstanden i leddet. Med det rigtige medicinvalg plejer man at kunne opnå en lindring af ubehaget, og en forbedring i livskvaliteten. Nogle dyr kan nøjes med en kort periode i medicinsk behandling, mens andre har behov for livslang behandling.

Ernæring og kosttilskud

Der findes fodertilskud, som indeholder både glukosamin og chondroitinsulfat, som normalt findes i kroppen, og som er vigtige byggesten i dannelsen af ny brusk. Mange hunde/katte har god gavn af disse kosttilskud, og i nogle tilfælde kan de mindske behovet for medicinsk behandling.

Overvægt

Øget belastning på grund af overvægt kan fremskynde nedbrydelsen af ledbrusk ved gigt. Er hunden/katten overvægtig, vil et vægttab medføre nedsat smerte og nedsat behov for medicin hos gigtpatienter.

Hvis hunden/katten er overvægtig, findes der specialfoder med mindre fedt og flere fibre, som medvirker til at vægttabet kan gå hurtigere og nemmere. Chancen for at et vægttab lykkes, øges betydeligt hvis hunden/katten regelmæssigt kontrolvejes på klinikken, i samråd med dyrlæge eller veterinærsygeplejerske.
Ved disse vejninger kan man også drøfte eventuelle udfordringer der måtte komme i forbindelse med
vægttab.

Indvoldsorm

Indvoldsorm, hos katte

Der findes flere indvoldsparasitter, som kan inficere vores katte. Det kan være spolorm, bændelorm eller encellede parasitter.

Spolorm

Spolorm er mest hyppigt hos unge katte. Spolormeinficerede katte kan have problemer med opkastning, diarré og afmagring. Killinger kan smittes med spolorm via en inficeret hunkat efter fødslen gennem modermælken. Andre katte smittes gennem afføringen fra et smittet dyr eller fra inficerede byttedyr.
Spolormen er omkring 2-5 cm lang og kan undertiden ses i den inficerede kats opkast. Ormeinfektion kan bekræftes ved hjælp af en afføringsprøve.

Bændelorm

Bændelormsinfektion er forholdsvis almindelig, men forløber oftest uden symptomer.

Bændelorm ligner små “riskorn”, som ses enkeltvis eller hænger sammen i en kæde. Bændelorm overføres ikke fra en kat til en anden, men smittes via mellemværter som byttedyr, lopper, rå fisk eller slagteaffald.

Bændelorm påvises ved hjælp af en afføringsprøve eller hvis man ser de små bændelorme (hvide riskorn) omkring anus.

Encellede parasitter (protozoer)

Giardia og isospora (coccidiose) er små parasitter, som inficerer kattens tarmslimhinde. Giardia og isospora giver infektioner, der kan forårsage diarré hos katte.

Giardia er meget smitsomt og vanskeligt at fjerne fra miljøet, hvorfor omhyggelig rengøring er nødvendigt.
Isospora er derimod relativt let at fjerne.
Protozoer overføres via afføringen fra inficerede katte.

Toxoplasma Gondii er en encellet parasit, som meget sjældent giver symptomer hos inficerede katte, men kan være en alvorlig zoonose. Det vil sige, at den kan smittes til mennesker og forårsage sygdom.
Symptomerne hos katte er oftest meget milde (uspecifikke eller fraværende), og de får livslang immunitet.
Katte, som har et svækket immunforsvar (f.eks. meget unge individer), har større sandsynlighed for at blive syge, og i så fald kan der forekomme symptomer i centralnervesystemet, øjnene eller lungerne.

Indvoldsorm hos hunde

Der findes flere tarmparasitter og encellede parasitter, der kan inficere vores hunde. Forskellige parasitter angriber forskellige organsystemer, men parasitinfektion i tarmkanalen er den mest almindelige type af parasitangreb.

Spolorm

Spolorm er mest almindeligt hos unge hunde. Spolorm-inficerede hunde kan have problemer med opkastning, diarré og / eller afmagring. Hvalpe smittes med spolorm via en inficeret tæve enten i livmoderen eller efter fødslen gennem modermælken, og derfor bør man altid give hvalpene ormekur, inden de leveres til en eventuel køber.
Mange hunde smittes fra andre hundes afføring eller fra inficerede byttedyr.
Spolormen er omkring 10 cm lang og kan sommetider ses, hvis en inficeret hund kaster op.

Bændelorm

Bændelormsinfektion er forholdsvis almindeligt, men forløber ofte uden symptomer. Hunde kan rammes af flere arter af bændelorm. Bændelorm ligner små “riskorn”, som ses enkeltvis eller sammenhængende i en kæde.
Bændelorm kan ikke overføres fra en hund til en anden, men smitter via mellemværter som byttedyr (mus, fugle, rotter mv) og lopper. Forskellige bændelorme har forskellige mellemværter.
Hunden æder mellemværten, og udvikler derefter orm.

Dværgbændelorm.

Der findes to forskellige typer af dværgbændelorm, som kan inficere hunde, nemlig rævens- og hundens dværgbændelorm.
Rævens dværgbændelorm (echinococcus multilocularis) giver normalt ingen symptomer hos hunde og er usædvanlig i Danmark. Hunden smittes, når den æder inficerede smågnavere. Æggene, som er små og let spredes af vinden, kan findes i omgivelserne eller i hundens pels. Ormen kan forårsage alvorlig sygdom hos mennesker.

Hundens dværgbændelorm (echinococcus granulosus) lever i hundens tarm og udskiller æg, der kan inficere mennesker og give sygdom. Ormen giver ikke nogen symptomer hos den inficerede hund. Ormen spredes til hunden gennem smittede dyr, som f.eks. via slagteaffald.

Lopper og flåter

Lopper

Lopper er ikke en parasit, man har lyst til at have i hjemmet, da den kan tage lang tid at komme af med. Når du har fået lopper i hjemmet, skal du ikke kun behandle dit kæledyr, du skal også behandle dit hjem, da lopper lægger mange æg og har en unik livscyklus.

Loppen lever i pelsen hvor den suger blod og lægger æg. Lopper kan lægge op til 50 æg om dagen.
Når æggene er lagt, drysser de af og lander i dyrets omgivelser som fx kurve, tæpper, sofaen, bilen hvor de klækkes til larver efter ca. en uge. Herefter kravler larverne længere ned i omgivelserne, hvor de kan forpuppe sig. Puppen aktiveres af varme og kan ligge i op til 6 måneder og ”vente” på at springe op og gentage sin cyklus.

Den mest almindelige loppe herhjemme er katteloppen, der på trods af sit lidt misvisende navn også findes på hunde.

De mest almindelige symptomer på lopper, er at hunden/katten klør sig mere end normalt. Man kan også opleve at dyret pludselig springer op og bider sig et bestemt sted. Dyret kan også virke uroligt eller trist.

Forebyggelse mod og behandling af lopper

Den sikreste måde at undgå lopper, er ved at forebygge imod dem. Der findes mange forskellige
præparater til dette. Nogle i tabletform og nogle i pipetteform. Disse præparater findes ofte i kombinationspræparater, som også forebygger og behandler mod flåter. Hvilket præparat der er det bedste, er individuelt. Det kommer an på dyret som skal have det, og ejeren der skal give det.

Hvis din hund eller kat har fået lopper, er det vigtig at komme i gang med behandlingen så hurtigt som muligt, så spredningen af lopper i hjemmet mindskes. For at mindske æg og pupper i hjemmet skal kurve, tæpper mv. vaskes ved min 60 grader og huset grundig støvsuges.

Flåter

Antallet af flåtbårne sygdomme i Europa er stigende. Denne udvikling skyldes i høj grad de seneste 20 års globale transport af husdyr og et generelt varmere klima. Da flåten kan leve i op til 3 år og suger blod i flere stadier af sin udvikling, er der stor risiko for, at den overfører smitte fra et værtsdyr til et andet. Det gør flåten til verdens næstværste smittespreder, kun overgået af malariamyggen.

Borrelia

Danske flåter kan overføre en mikroorganisme kaldet Borrelia Burgdorferi. Forskellige danske undersøgelser viser, at op mod 1/5 af flåterne er inficeret med Borrelia Burgdorferi, men der er meget stor geografisk variation.

Hos hunde kan dette resultere i, at sygdommen borreliose udvikles. Mellem 15 og 20% af danske hunde har antistoffer imod Borrelia Burgdorfer, som tegn på at de på et eller andet tidspunkt har haft smitten.

Når infektionen udvikler sig til klinisk sygdom, er de typiske symptomer: feber, træthed, halthed, epilepsi, lammelse af ansigtsnerven, muskelsmerter og usikker gang.

Anaplasma

Danske skovflåter kan også overføre mikroorganismer kaldet Anaplasma phagocytophilia.
Sygdommen benævnes anaplasmose (tidl. Ehrlichiose). Infektionen er vidt udbredt i hele Europa. Hos hunde, katte, heste og mennesker kan dette resultere i at sygdommen Anaplasmose udvikles.

Symptomerne kan variere meget og kan indeholde: nedstemthed, vægttab, træthed, feber, nedsat eller ophørt appetit, halthed, ledsmerter, øget tørst, opkast og luftvejssymptomer. I meget få tilfælde ses blødning på slimhinder, næseblod og nedsat blodprocent.

En dansk undersøgelse har påvist, at op mod 25% af de undersøgte hunde havde antistoffer imod
Anaplasma spp.

Behandling og forebyggelse

Der findes mange forskellige præparater til behandling og forebyggelse af flåtbid.

Tabletter, pipetter og medicinske halsbånd, der hver især beskytter dyret mod flåter. De fleste præparater virker ved at når flåten bider, overføres det virksomme stof fra præparatet, som gør at flåten dør. Dvs, flåten skal altså sætte sig fast og suge blod før den dør. Enkelte præparater, typisk medicinske halsbånd, har en såkaldt repellerende effekt, således at flåterne hopper af inden de bider.

De fleste flåter falder af efter de er døde, men enkelte kan blive siddende. Disse kan fjernes med en pincet eller flåttang. Undgå at bruge fingrene, da man derved kan komme til at trykke indholdet af flåten ind i huden på dyret. Dette gælder også hvis man finder en levende flåt.